Skip to main content

Tidligere minestryger får hjemhavn i Grenaa Sydhavn

Sydhavnen A/S
21. december 2023

Omkring årsskiftet 2023-2024 anløber foreningsskibet Svartlöga, Grenaa Sydhavn. Besætningen på Svartlöga glæder sig meget til at anløbe havnen og venter at finde et godt vejrvindue for sejladsen fra Ebeltoft. Svartlöga har igennem de sidste fem år haft hjemhavn i Ebeltoft.

Besætningen ser frem til at blive en del af en aktiv havn og være med til at bidrage til livet på kajen og komme med nogle overraskende elementer. De glæder sig til skibsnørderi, fællesmiddage og masser af samskabelse med deres nye lokalsamfund.

Kort tid efter anløb vil besætningen invitere til at møde ombord, rundvisninger og sømandshistorier på dæk, samt udfordrende samtidskunst under dæk.

Skibet er i konstant udvikling og retningen afhænger af dem, som involverer sig. Besætningen inviterer til at man kommer og sætter sit præg på det næste kapitel.

“Vi ønsker os en masse nye medlemmer, og der er plads til både erfarne håndværkere og sejlere såvel som dem som bare er nysgerrige og vil være en del af et anderledes foreningsliv”!

Om foreningsskibet

Svartlöga har igennem de sidste fem år haft hjemhavn i Ebeltoft. Skibet er både et klassisk foreningsskib, hvor foreningsmedlemmer arbejder sammen om at renovere den pensionerede minestryger, men skibet er også en eksperimenterende platform for samtidskunst og kultur.

Som foreningsskib danner Svartlöga rammerne for et fællesskab, der sejler og dyrker de traditionelle maritime håndværkstraditioner. Som flydende kulturhus arrangeres der udstillinger, udgivelser og events, hvor samtidskunstnere og andre aktører inviteres til at gentænke, udfordre og kontekstualisere brugen af et skib og havet som tema.

De to spor eksisterer ikke sideløbende, men flettes sammen på kryds og tværs i alt, der foregår ombord. Alle er velkommen til at være med foreningen.

Svartlögas hjemmeside kan du læse – og høre – mere om skibets historie og transformation fra minestryger i den kolde krig til kunstplatform.