Gå til hovedindhold

Forfatter: Kirstine

Kom til Nordisk Skudetræf på Sydhavnen i Grenaa

Det bliver muligt at se smukke træskibe i Sydhavnen i Grenaa, når op mod 40 historiske træfartøjer gæster Grenaa tirsdag 30. juni. 

Liv på Sydhavnen, der er en del af Grenaa Havn, lægger havn og faciliteter til de mange træskibe, og fra kl. 17-21 inviteres der til Skudetræf i Sydhavnen – alle er velkomne.   

Det vil være muligt at komme om bord på flere af de historiske træskibe, der bl.a. kommer fra Danmark, Norge, Sverige.  

Træskibene vil være at finde i Sydhavnen, området ved Søndre Kajgade og i Fiskerihavnen ved Fiskerikajerne.  

“Det er noget ganske særligt, når Sydhavnen fyldes med historiske træskibe. Vi er glade for at kunne give både lokale og besøgende mulighed for at opleve skibene på nært hold og få et indblik i de maritime traditioner og fællesskaber, som Nordisk Skudetræf er med til at holde levende. Samtidig skaber det masser af liv og aktivitet på havnen, hvilket passer perfekt til Sydhavnens rammer,” siger Mette Klit, CEO for Sydhavnen.  

Det er Liv på Sydhavnen, der afvikler projektet med Grenaa Roklub og Ebeltoft Gårdbryggeri som samarbejdspartnere.  

Det fortæller Nicolai Huse Jacobsen, der er eventkoordinator for Liv på Sydhavnen:  

“Det er et rigtig godt eksempel på, at Sydhavnens forskellige typer aktører arbejder sammen om at skabe et arrangement, der er for både lokale og turister. Vi mærker en stigende interesse fra byens borgere, der rigtig gerne vil bruge Sydhavnen og holder af at komme her,” siger han og uddyber: ”Det er ikke første gang, vi har besøg af imponerende træskibe i Sydhavnen, og vi er rigtig glade for, at Grenaa Roklub har erfaring at trække på – bl.a. fra år 2000, hvor man havde besøg af Nordisk Sejlads”.  

 

Program:  

Kl. 17-21: Nyd de smukke skibe, der lægger til i havnebassinet ved træbroen ved Søndre Kajgade og i den gamle Fiskerihavn. I Fiskerihavnen er der levende musik.  

Kl. 18-19: Ebeltoft Gårdbryggeri serverer et godt måltid mad på træbroen ved Søndre Kajgade 21  

Kl. 19-21: Underholdning foran Siloen 

Der vil være mulighed for at købe øl, vand, vin og kaffe.  

Det er muligt at købe billetter til fællesspisning – klik her  

Sydhavnens spisesteder Ankerpladsen Grill, Dayu Sushi, Restaurant Crone, Havets Bord holder åbent.  

Arrangementet er et samarbejde mellem Grenaa Roklub, Liv på Sydhavnen, Grenaa Havn, Ebeltoft Gårdbryggeri og Træskibsforeningen Aarhus.

 

Om Nordisk Skudetræf

Nordisk Skudetræf, der bevæger sig videre til Aarhus Havn onsdag 1. juni, kan bedst beskrives som et flydende kulturmøde. Formålet er at holde de gamle sømandstraditioner i live ved at bruge skibene aktivt og skabe bånd på tværs af Kattegat og Skagerrak.  

Liv på Sydhavnen – en del af Grenaa Havn A/S

Foto: Træskibsforeningen Aarhus

Æblepres på Sydhavnen 10/10

Liv på Sydhavnen inviterer til æblepres på havnen. Medbring egne æbler/flasker og pres dem sammen med familie og venner.

Masser af isglade gæster finder vej til Sydhavnens nye ishus

Der er kommet ekstra sommerstemning på Sydhavnen, hvor Ankerpladsens Ishus sørger for litervis af is og sprøde vafler til både lokale og besøgende. Ishuset er placeret på hjørnet af Fiskerikajerne og Kattegatvej og er en del af Ankerpladsen Grill og Madkrog, som drives af Solveig Krog. 

I ishuset byder Solveig Krog på både softice og 28-32 varianter fra Frisko Is.

Isene kan toppes med blandt andet guf, flødeboller og syltetøj og nydes i solen med udsigt til havnen.

Både ishuset og madkrogen tiltrækker en bred skare af gæster fra håndværkere, veteranbilklubber, bikerne og turister, take-away-kunder til et lokalt svømmehold, der altid lægger vejen forbi efter træning.

Ishuset og madkrogen er hurtigt blevet et populært samlingspunkt på Sydhavnen i Grenaa.

“Jeg sælger mellem 5 og 15 kilo pølser om dagen. Vores hotdogs er meget populære, og det er det, jeg sælger allermest af. Jeg sælger også rigtig mange pomfritter – og efter, at der nu har været udsolgt nogle gange, sørger jeg altid for at have minimum 100 kilo på lager. Jeg har været nødt til at købe en fryser mere. Dagligt kommer der folk og fortæller, at de er så glade for, at jeg er startet,” fortæller Solveig Krog.

 

Solveig Krog ved ishuset, hvis ene side vender ud mod den gamle fiskerihavn.

En havn med plads til alle 

De nye initiativer er med til at styrke Sydhavnen som et sted, hvor mennesker mødes. Fra frokostpausen til familieturen, fra turister til lokale – der er flere gode grunde til at lægge vejen forbi Sydhavnen.

Hos Liv på Sydhavnen glæder vi os over den positive udvikling og ser frem til et tæt samarbejde med både nye og eksisterende aktører.

Sammen er vi med til at skabe liv ved vandet – og gøre Sydhavnen til hele byens samlingssted.

Liv på Sydhavnen – en del af Grenaa Havn A/S

Nyt liv og gode smagsoplevelser på Sydhavnen

Der er for alvor kommet liv på Sydhavnen i Grenaa – og ikke mindst dufter der igen af god mad ved kajen. To nye madsteder er kommet godt fra start og et ishus er på vej. 

Butik og spisested med fisk på menuen  

I begyndelsen af 2026 slog fiskebutikken og spisestedet Havets Bord dørene op – og dermed vendte en vigtig del af havnens identitet tilbage.

Lys i vinduerne, gæster ved bordene og frisk fisk over disken er igen blevet en naturlig del af hverdagen på havnen.

Bag står Nit og Per Hansen, som overtog den tidligere fiskebutik med en klar ambition:

“Det kan da ikke passe, at en by som Grenaa ikke har en fiskebutik …”

Hos Havets Bord kan gæsterne både købe frisk fisk med hjem eller sætte sig og nyde alt fra sushi og asiatiske retter til klassiske danske fiskeretter og højbelagt smørrebrød.

Havets Bord er at finde på Søndre Kajgade 4. 

 

Klassisk grillbar og madkrog  

Ankerpladsen Grillbar & Madkrog, som Solveig Krog står bag, er også kommet godt fra start efter åbningen i marts 2026.

Her bliver der serveret klassisk grillmad og danske hjemmelavede klassikere som frikadeller og kartoffelsalat. Et ishus er også på vej.

Solveig Krog har 35 års erfaring som tjener og med det nye spisested på havnen i Grenaa realiseret sin mangeårige drøm om at skabe sit eget sted.

“Ambitionen er ikke bare en grillbar, men også en hyggelig madkrog her på havnen, der byder på både god dansk mad og god stemning. Jeg tror, at Grenaa er moden til igen at få en grillbar på havnen. Vi har fået overvældende mange tilkendegivelser,” siger Solveig Krog.

Her er fokus på klassisk dansk grillmad, kvalitet, god service og en uformel, hyggelig stemning. I løbet af foråret åbner Solveig Krog også et ishus bag ved grillbaren.

Ankerpladsen Grill & Madkrog er at finde på Kattegatvej 4. 

 

En havn med plads til alle 

De nye initiativer er med til at styrke Sydhavnen som et sted, hvor mennesker mødes. Fra frokostpausen til familieturen, fra turister til lokale – der er flere gode grunde til at lægge vejen forbi Sydhavnen.

Hos Liv på Sydhavnen glæder vi os over den positive udvikling og ser frem til et tæt samarbejde med både nye og eksisterende aktører.

Sammen er vi med til at skabe liv ved vandet – og gøre Sydhavnen til hele byens samlingssted.

Liv på Sydhavnen – en del af Grenaa Havn A/S

Bestyrelse Sydhavnen A/S

Ny bestyrelse i Sydhavnen A/S ​- Laura Hay Uggla valgt som formand

Laura Hay Uggla er ny formand for Sydhavnen A/S valgt ved selskabets årlige generalforsamling 9. marts. Den nyvalgte formand og bestyrelsen skal nu arbejde videre med udviklingen af Grenaa Sydhavn og aktiviteter i området.

I begyndelsen af marts blev, der afholdt den årlige generalforsamling for Sydhavnen A/S, som er Grenaa Havns datterselskab. Her blev to nye bestyrelsesmedlemmer hilst velkommen, og der blev sagt farvel til to.

Sydhavnen A/S har bl.a. til formål at udvikle og fremme Grenaa Sydhavn som et rekreativt og bæredygtigt område, hvor det martime liv går hånd i hånd med erhverv, innovation, events og kultur.

To nye medlemmer

To af bestyrelsens i alt fem medlemmer er udpeget af Norddjurs Kommune. Jan Petersen, der siden 2022 har været udpeget til bestyrelsen af Norddjurs Kommune og har siddet som formand for Sydhavnen A/S, er trådt ud af bestyrelsen. Det samme er Anne Bjerrekær, der også har været medlem af bestyrelsen siden 2022.

Som nye medlemmer er Laura Hay Uggla og Aleksander Myrhøj tiltrådt. Myrhøj er udpeget som repræsentant for Norddjurs Kommune – det samme er Benno Blæsild, der forbliver i bestyrelsen.

På et efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Laura Hay Uggla som formand og direktør for Grenaa Havn A/S, Henrik Carstensen, som næstformand.

Laura Hay Uggla 

 

Aleksander Myrhøj

 

Den nye bestyrelse består nu af:

Laura Hay Uggla, formand
Henrik Carstensen, næstformand
Aleksander Myrhøj
Lene S. Sørensen
Benno Blæsild

 

Henrik Carstensen takkede de to afgående bestyrelsesmedlemmer for deres indsats:

“Jeg vil gerne takke Jan Petersen og Anne Bjerrekær for deres engagement og arbejde i bestyrelsen gennem de seneste år. Samtidig glæder vi os til samarbejdet med de nye medlemmer, der bringer stærke kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet”.

Erfaring fra erhvervsliv og lokalpolitik

Laura Hay Uggla er ikke et nyt bekendtskab i havneregi. Hun har siden 2021 været medlem af bestyrelsen for Grenaa Havn A/S og siden 2022 fungeret som næstformand.

Hun er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og har tidligere været rådmand i Aarhus Kommune. I dag er hun bestyrelsesmedlem i en række erhvervsvirksomheder og kulturinstitutioner – blandt andet formand for kunstmuseet ARoS.

Laura Hay Uggla ser stort potentiale i at udvikle Sydhavnen:

“Sydhavnen er en meget central lokalitet med stort potentiale både for Grenaa Havn og Grenaa by. Jeg er overbevist om, at det kræver en stærk holdindsats fra både bestyrelsen, Norddjurs Kommune samt byens borgere og erhvervsliv,” siger hun og uddyber:

“Jeg er selv vokset op på Hjarnø i Horsens Fjord og er optaget af forbindelsen til havet og det helt unikke samlingspunkt, der kan skabes omkring en havn”.

Den nyvalgte formand kommer med erfaring inden for byudvikling bl.a. fra hendes tid som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus.

“Gennem mit bestyrelsesarbejde i en række kulturelle og erhvervsbestyrelser har jeg også oparbejdet et blik for både kulturelle og erhvervsmæssige muligheder. Med den erfaring håber jeg, at jeg kan bidrage positivt til udviklingen af Sydhavnen og bygge videre på den store indsats, som Grenaa Havn, Norddjurs Kommune og den tidligere bestyrelse allerede har lagt i projektet”.

Aleksander Myrhøj er medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for SF. Han har gennem en årrække været aktiv i lokalpolitik og arbejder til daglig som selvstændig specialpædagogisk konsulent.

Skal videreudvikle visionen for Sydhavnen

En af den nye bestyrelses vigtigste opgaver er at få lagt en god plan for udviklingen af området og få konkrete initiativer ud at leve. På tegnebrættet er bl.a. en plan for Sydhavnstorvet og en mulig udvikling af den røde bygning, der ligger på samme område.

Et udviklingsarbejde der sker i tæt samarbejde med foreningen “Norddjurs udviklingsforening for klima og bæredygtig udvikling”, som består af repræsentanter fra Norddjurs Kommune, Kattegatcentret, Grenaa Havn A/S og Sydhavnen A/S.

Mette Klit, der tiltrådte som direktør for Sydhavnen A/S i april 2025, har gennem det seneste år især haft fokus på at tale med havnens aktører og fået deres ideer til udvikling af området.

“For nylig samlede vi en stor del af områdets eventaktører herunder restauratører, hoteller og foreninger til et netværksmøde, hvor det stod klart, at der var stor opbakning til fælles udvikling. Det er en rigtig positiv tilgang at stå på skuldrene af, når den nye bestyrelse nu skal i gang med arbejdet,” siger Mette Klit.

Hun hilser den nye bestyrelsesformand varmt velkommen:

“Der er ingen tvivl om, at Laura Hay Uggla kommer med nogle stærke kompetencer, som vi har brug for. Hun har erfaring med fundraising og netop funding er en af forudsætningerne for, at vi kan udvikle området”.

Skruer op for kulturen

På generalforsamlingen blev det også understreget, at Sydhavnen har oplevet stor lokal opbakning til de kultur-events som er blevet afholdt i løbet af 2025. Derfor skruer man også op for nogle af aktiviteterne i forår og sommer 2026.

“Vi gentager succesen med vores endags Sydhavnsfestival lørdag 1. august, hvor vi i år stiller med flere musikindslag og festivalområdet bliver udvidet. Derudover glæder vi os også meget over, at vi får besøg af Nordisk Skudetræf tirsdag 30. juni, hvor vi forventer en del smukke træskibe gæster vores hyggelige havn,” fortæller Mette Klit.

Sydhavnens bestyrelse skal i de kommende år tage stilling til, hvilke initiativer der skal prioriteres og igangsættes ligesom den skal arbejde med, hvordan der kan søges funding til at realisere projekterne.

Det arbejde tager bestyrelsen for alvor hul på, når den afholder sit næste bestyrelsesmøde i april.

Bestyrelsen i Sydhavnen A/S

Laura Hay Uggla, formand
Henrik Carstensen, næstformand
Aleksander Myrhøj
Lene S. Sørensen
Benno Blæsild

Om Sydhavnen A/S

Sydhavnen A/S er datterselskab under koncernen Grenaa Havn A/S.

Sydhavnen A/S, hvis formål blandet er at udvikle og fremme Grenaa Sydhavn som et rekreativt og bæredygtigt område. Selskabets overordnede mission er at skabe et engagerende spændingsfelt mellem det historiske havneliv og et udviklende miljø omkring erhverv, innovation, events og kultur. Sydhavnens område strækker sig fra Ndr. Kajgade i nord til Kattegatcentret i syd.