Kom til Nordisk Skudetræf på Sydhavnen i Grenaa

Det bliver muligt at se smukke træskibe i Sydhavnen i Grenaa, når op mod 40 historiske træfartøjer gæster Grenaa tirsdag 30. juni.
Liv på Sydhavnen, der er en del af Grenaa Havn, lægger havn og faciliteter til de mange træskibe, og fra kl. 17-21 inviteres der til Skudetræf i Sydhavnen – alle er velkomne.
Det vil være muligt at komme om bord på flere af de historiske træskibe, der bl.a. kommer fra Danmark, Norge, Sverige.
Træskibene vil være at finde i Sydhavnen, området ved Søndre Kajgade og i Fiskerihavnen ved Fiskerikajerne.
“Det er noget ganske særligt, når Sydhavnen fyldes med historiske træskibe. Vi er glade for at kunne give både lokale og besøgende mulighed for at opleve skibene på nært hold og få et indblik i de maritime traditioner og fællesskaber, som Nordisk Skudetræf er med til at holde levende. Samtidig skaber det masser af liv og aktivitet på havnen, hvilket passer perfekt til Sydhavnens rammer,” siger Mette Klit, CEO for Sydhavnen.
Det er Liv på Sydhavnen, der afvikler projektet med Grenaa Roklub og Ebeltoft Gårdbryggeri som samarbejdspartnere.
Det fortæller Nicolai Huse Jacobsen, der er eventkoordinator for Liv på Sydhavnen:
“Det er et rigtig godt eksempel på, at Sydhavnens forskellige typer aktører arbejder sammen om at skabe et arrangement, der er for både lokale og turister. Vi mærker en stigende interesse fra byens borgere, der rigtig gerne vil bruge Sydhavnen og holder af at komme her,” siger han og uddyber: ”Det er ikke første gang, vi har besøg af imponerende træskibe i Sydhavnen, og vi er rigtig glade for, at Grenaa Roklub har erfaring at trække på – bl.a. fra år 2000, hvor man havde besøg af Nordisk Sejlads”.
Program:
Kl. 17-21: Nyd de smukke skibe, der lægger til i havnebassinet ved træbroen ved Søndre Kajgade og i den gamle Fiskerihavn. I Fiskerihavnen er der levende musik.
Kl. 18-19: Ebeltoft Gårdbryggeri serverer et godt måltid mad på træbroen ved Søndre Kajgade 21
Kl. 19-21: Underholdning foran Siloen
Der vil være mulighed for at købe øl, vand, vin og kaffe.
Det er muligt at købe billetter til fællesspisning – klik her
Sydhavnens spisesteder Ankerpladsen Grill, Dayu Sushi, Restaurant Crone, Havets Bord holder åbent.
Arrangementet er et samarbejde mellem Grenaa Roklub, Liv på Sydhavnen, Grenaa Havn, Ebeltoft Gårdbryggeri og Træskibsforeningen Aarhus.
Om Nordisk Skudetræf
Nordisk Skudetræf, der bevæger sig videre til Aarhus Havn onsdag 1. juni, kan bedst beskrives som et flydende kulturmøde. Formålet er at holde de gamle sømandstraditioner i live ved at bruge skibene aktivt og skabe bånd på tværs af Kattegat og Skagerrak.
Liv på Sydhavnen – en del af Grenaa Havn A/S
Foto: Træskibsforeningen Aarhus
