Skip to main content

Forfatter: Online

Wrestling på Sydhavnen

Der er øretæver i luften når Sydhavnen får besøg af Dansk Pro Wrestling. Forvent en fantastisk aften med bodyslam på menuen når Sydhavnen lægger ramme til et totalteater i meget høj klasse.

Køb nem aftensmad
Der vil kunne købes en lækker nem aftensmad til showet samt øl og brus fra Ebeltoft Gårdbryggeri.

Køb billet
Du kan købe din billet på linket her
Prisen er 100 kr. for en ståplads

UDSOLGT – Musikalsk show med Jens Jacob Tychsen

Liv på Sydhavnen og Badehotellet Grenaa Strand gentager succesen fra efteråret og inviterer igen til ægte badehotelsstemning.

Kom og oplev Jens Jacob Tychsen, også kendt som Hr. Weyse fra tv-serien Badehotellet i et nyt, forrygende og top underholdende musikalsk show med alt hvad der hører sig til. Alt fra swingende rytmer, glade minder, gode grin og skønne uforudsigelige overraskelser er hele vejen igennem båret af Tychsens store kærlighed for musikken fra ”dengang”. En elegant buket sammensat af musik, sange og komik.

​Glæd dig til at høre nogle af de gamle klassiske ​ revyhits i lidt mere moderne indpakninger- Sange du genkender fra TV-serien ”Badehotellet”- Swingnumre fortolket i bedste Frank Sinatra stil… og meget mere. En aften i særdeles godt selskab. ”En Swingende affære”

Program:

18.00 – 19.30 Spisning (2 retters menu)

19.30 – 20.00 Pause / Barhygge ​ og opstilling til show

20.00 – 20.40 Musikalsk show 1 akt

20.40 – 21.10 Pause / Barhygge

21.10 – 21.50 Musikalsk show 2 akt

Sådan kommer du med:

Køb din billet  HER – der er begrænset antal pladser.

Prisen for at deltage er kr. 675,-

Inkluderet i denne pris får du både en dejlig to-retters menu (forret og hovedret), en times foredrag og efterfølgende musikalsk underholdning. Dertil kan du vælge et glas vin eller en øl eller en vand.

Prisen er derudover ekskl. drikkevarer.

Arrangement afholdes på:

Badehotellet Grenaa Strand
Havneplads 1
8500 Grenaa

 

Bryggeri skaber nyt liv i historiske bygninger på Sydhavnen

Ebeltoft Gårdbryggeri udvider forretningen og investerer i Grenaa. Bryggeriet har netop indgået aftale med selskabet Sydhavnen A/S om at overtage de gamle fabriks- og lagerbygninger beliggende på Sdr. Kajgade 25 og 27. Historisk kendt for fiskefrikadeller, friske og frosne fiskeprodukter – men nu er der spændende planer, om at der skal løbe lokalt brygget øl og sodavand i hanerne.

Nu to placeringer med udsigt til Kattegat

Det er en glad ejer af Ebeltoft Gårdbryggeri, Peder Zacho Hansen og en meget tilfreds bestyrelsesformand for Sydhavnen A/S, Jan Petersen der kan afsløre, at nøglerne overdrages til Ebeltoft Gårdbryggeri den 30. juni 2023. Herefter pågår et stort arbejde med at tilpasse bygningerne og lagrene til de nye læskende produkter.

Ebeltoft Gårdbryggeri har i forvejen udskænkning og produktion på det populære spot i Hyllested Skovgårde, hvorfra der er udsigt til Jernhatten og Kattegat. Peder Zacho Hansen gør det klart, at det fortsætter.

– ”Vores gæster har fortsat mulighed for at nyde turen ad de snoede veje ud til vores smukke placering i Hyllested Skovgårde. Det er dog vores brændende vision og forventning, at der nu er mange flere, der vil nyde smagen af vores produkter, også her i Grenaa – og udsigten er jo fortsat lige ud til Kattegat. Vi har følt os rigtig godt modtaget her på havnen i Grenaa, og vi har fra starten mærket, at kemien er god. Forløbet har været intenst, men vi føler os virkeligt beærede over denne mulighed for at rykke ind i de historiske bygninger. For os er det kæmpestort. Allerede som børn fyldte vi søskende maverne med Bjørnkilde sodavand i Grenaa. Minderne fra vores nære familierelation til Bjørnkilde er vores store inspirationskilde til at brygge sodavand.”

Fællesskaber og aktiviteter

De nye ejere oplyser, at de går efter, at der allerede sidst på denne sommer bliver lagersalg og hygge omkring det i Grenaa. Hos Ebeltoft Gårdbryggeri har de gode erfaringer med dette fra lagerudsalget i Trustrup og bringer nu også det til kajkanten i Grenaa.

Peder Zacho Hansen og Helle Haagensen Høgh giver udtryk for, at karmaen er rigtig. De glæder sig begge til at udvikle på de historiske bygninger.

– ”Placeringen i Grenaa bliver et supplement til vores sted i Hyllested, men det bliver fedt på sin helt egen måde. I Grenaa får vi muligheden for at indgå i de fællesskaber og aktiviteter, der allerede er på Sydhavnen”.

Positivt for den lokale udvikling og turismen

Jan Petersen, bestyrelsesformand i Sydhavnen A/S er begejstret over den glædelige nyhed.

– ”Det er et strategisk vigtigt skridt for os her på Sydhavnen, og det matcher fuldstændig ind i vores planer om at skabe mere liv på Sydhavnen. Vi har fokus på, at der skal være plads til både erhverv, turisme og events med respekt for, at området også favner utroligt forskellige arbejdspladser. Det er vores ambition, at det skal være attraktivt at drive virksomhed og være iværksætter her i det gamle fiskerihavnsområde. Vi tror på sameksistens imellem både erhverv og turisme og glæder os meget til denne nye aktivitet på Sydhavnen”.

Foto:
Jan Petersen, bestyrelsesformand Sydhavnen A/S, Kirsten Hvid Schmidt, CEO Sydhavnen A/S, Helle Haagensen Høgh og Peder Zacho Hansen ejere Ebeltoft Gårdbryggeri glæder sig til samarbejdet på Sydhavnen.

Liv i kulturen på Sydhavnen

Sydhavnen i Grenaa byder resten af året ind til flere spændende arrangementer, som skal kickstarte kulturen i og omkring den ældste del af Grenaa havn.

Sydhavnen A/S har indgået en aftale med Nicolai Huse Jacobsen om, at han i rollen som ny eventkoordinator skal være primus motor for, at der igen afholdes kulturbegivenheder på Sydhavnen, de første allerede i år.

Med Nicolai i front, bliver det et kendt ansigt og en erfaren kulturperson, som skal søsætte årets kulturbegivenheder på Sydhavnen i Grenaa.

Kommer med et stort netværk

Mange i Grenaa kender nok Nicolai fra Kulturskolen hvor han, udover at undervise, også er ansvarlig for talentundervisningen, men også er koncertarrangør og koordinator for kommunikationen. Han er passioneret musiker og har blandt andet spillet sammen med Nora Jones, Mek Pek, De Nattergale og mange andre danske og udenlandske kunstnere, og har via sit engagement indenfor kulturen et spændende og omfangsrigt netværk, han kan trække på.

Nicolai Huse Jacobsen bor i Grenaa sammen med sin forlovede Line og deres datter Luka på fem år. De har boet i byen de seneste ti år og valgte Djursland og Grenaa på grund af naturen, vandet og miljøet.

Sydhavnen er speciel

Når han har takket ja til at være eventkoordinator for Sydhavnen, er det blandt andet fordi stedet emmer af intimitet og hygge, som er gode forudsætninger for kulturbegivenheder.

“Sydhavnen er et specielt sted, som ligger lidt gemt af vejen i forhold til selve byen Grenaa. Men når man ‘runder hjørnet’ til Sydhavnen, åbner det sig op og der er virkelig mange muligheder,” siger Nicolai Huse Jacobsen.

Kirsten H. Schmidt, CEO for Sydhavnen A/S, er glad for, at Nicolai Huse Jacobsen har sagt ja til samarbejdet.

“Vi er rigtig glade for, at vi har fundet en lokal ildsjæl med den kunstneriske baggrund og det store netværk som Nicolai har. Det lover godt for de tanker, bestyrelsen for Sydhavnen har gjort sig, og vi håber, at de lokale vil hjælpe og støtte op om det arbejde, der ligger foran Nicolai de næste måneder,” siger hun.

Ny bestyrelse for Sydhavnen A/S:
Tættere samarbejde med Norddjurs Kommune

Norddjurs Kommune og kommunalbestyrelsen har udpeget Jan Petersen og Benno Blæsild som nye bestyrelsesmedlemmer for Sydhavnen A/S. Sammen med resten af bestyrelsen skal de stå i spidsen for udviklingen af Sydhavnen som et rekreativt og bæredygtigt område med respekt for nuværende virksomheder og deres aktiviteter.   

Til den årlige generalforsamling for Sydhavnen A/S er Jan Petersen og Benno Blæsild udpeget som repræsentanter for Norddjurs Kommune i bestyrelsen for Sydhavnen A/S fore en fireårig periode. På generalforsamlingen blev Lene S. Sørensen og Henrik Carstensen desuden genvalgt for en ny toårig periode.

– ”Selskabet for Sydhavnen A/S blev etableret i 2020. Vi har fået projektet skudt rigtig godt i gang, men vi glæder os nu over at få Norddjurs Kommune repræsenteret i bestyrelsen. Dette vil styrke samarbejdet om at udvikle Sydhavnen til en rekreativ og bæredygtig bydel, med fokus på erhverv, events og innovation”, konstaterer CEO for Sydhavnen A/S, Kirsten Hvid Schmidt efter dagens generalforsamling.

Erfaringer bringes med i den fortsatte udvikling

– ”Vi har fået erfaringer med fra de år, der nu har kørt med gode og varierede aktiviteter. Med en repræsentation fra kommunalbestyrelsen direkte i bestyrelsen, har vi nu skabt grundlaget for et bredere engagement. Ja, der har været debatter, men når der er debatter og stort engagement giver det samtidig noget rigtig godt for dynamikken”, konstaterer nytiltrådt bestyrelsesmedlem og nyvalgt bestyrelsesformand, Jan Petersen.

Sydhavnen involveres i klimasikringsprojekt

Et af de første projekter, som kommer til at have betydning for bestyrelsens arbejde, er klimasikringsprojektet ”Næse for vand”. RealDania har bevilget et større beløb til Norddjurs Kommune for at afdække, hvordan Grenaa by sikres bedst mod oversvømmelser. Og klimasikringsprojektet kommer til at få stor betydning for Sydhavnen, fortæller Kirsten Hvid Schmidt:

– ”Et af målene for klimasikringsprojektet er, at Sydhavnen skal bindes bedre sammen med byen. At Sydhavnen skal gøres attraktiv for turister, som det første og det sidste de møder, inden de sejler med en af færgerne, eller de tager børnene med i Kattegatcentret. Det falder helt i tråd med Sydhavnen A/S’ formål om at transformere området til et rekreativt og bæredygtigt område.

Bæredygtig økonomi indebærer også kloge investeringer

– ”Det er hamrende spændende at kunne forene klimasikring med de ambitioner om aktivitet, der er her på Sydhavnen. Som bestyrelse skal vi også vurdere de strategiske og økonomisk kloge investeringer, der er hensigtsmæssige for udviklingen af området. Vi skal i den grad arbejde med eksterne investorer og gerne i dialog med nogle, som allerede er engageret på havnen. Der er et spændende og stærkt potentiale, hvis vi også kan få skabt en økonomisk bæredygtig Sydhavn”, fremhæver Jan Petersen.

Selskabet oplyser i øvrigt, at der er arrangementer i vente for 2022.

Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen for Sydhavnen A/S repræsenteres pr. 7. april 2022 af:

  • Jan Petersen, bestyrelsesformand
  • Henrik Carstensen, næstformand
  • Anne Bjerrekær, bestyrelsesmedlem
  • Benno Blæsild, bestyrelsesmedlem
  • Lene Skovsgaard Sørensen, bestyrelsesmedlem

Foto: Den samlede bestyrelse og direktion efter den årlige generalforsamling.
Fra venstre Lene Skovsgaard Sørensen, Benno Blæsild, Henrik Carstensen, Anne Bjerrekær, Kirsten Hvid Schmidt og Jan Petersen