Ny bestyrelse for Sydhavnen A/S:
Tættere samarbejde med Norddjurs Kommune
Norddjurs Kommune og kommunalbestyrelsen har udpeget Jan Petersen og Benno Blæsild som nye bestyrelsesmedlemmer for Sydhavnen A/S. Sammen med resten af bestyrelsen skal de stå i spidsen for udviklingen af Sydhavnen som et rekreativt og bæredygtigt område med respekt for nuværende virksomheder og deres aktiviteter.
Til den årlige generalforsamling for Sydhavnen A/S er Jan Petersen og Benno Blæsild udpeget som repræsentanter for Norddjurs Kommune i bestyrelsen for Sydhavnen A/S fore en fireårig periode. På generalforsamlingen blev Lene S. Sørensen og Henrik Carstensen desuden genvalgt for en ny toårig periode.
– ”Selskabet for Sydhavnen A/S blev etableret i 2020. Vi har fået projektet skudt rigtig godt i gang, men vi glæder os nu over at få Norddjurs Kommune repræsenteret i bestyrelsen. Dette vil styrke samarbejdet om at udvikle Sydhavnen til en rekreativ og bæredygtig bydel, med fokus på erhverv, events og innovation”, konstaterer CEO for Sydhavnen A/S, Kirsten Hvid Schmidt efter dagens generalforsamling.
Erfaringer bringes med i den fortsatte udvikling
– ”Vi har fået erfaringer med fra de år, der nu har kørt med gode og varierede aktiviteter. Med en repræsentation fra kommunalbestyrelsen direkte i bestyrelsen, har vi nu skabt grundlaget for et bredere engagement. Ja, der har været debatter, men når der er debatter og stort engagement giver det samtidig noget rigtig godt for dynamikken”, konstaterer nytiltrådt bestyrelsesmedlem og nyvalgt bestyrelsesformand, Jan Petersen.
Sydhavnen involveres i klimasikringsprojekt
Et af de første projekter, som kommer til at have betydning for bestyrelsens arbejde, er klimasikringsprojektet ”Næse for vand”. RealDania har bevilget et større beløb til Norddjurs Kommune for at afdække, hvordan Grenaa by sikres bedst mod oversvømmelser. Og klimasikringsprojektet kommer til at få stor betydning for Sydhavnen, fortæller Kirsten Hvid Schmidt:
– ”Et af målene for klimasikringsprojektet er, at Sydhavnen skal bindes bedre sammen med byen. At Sydhavnen skal gøres attraktiv for turister, som det første og det sidste de møder, inden de sejler med en af færgerne, eller de tager børnene med i Kattegatcentret. Det falder helt i tråd med Sydhavnen A/S’ formål om at transformere området til et rekreativt og bæredygtigt område.
Bæredygtig økonomi indebærer også kloge investeringer
– ”Det er hamrende spændende at kunne forene klimasikring med de ambitioner om aktivitet, der er her på Sydhavnen. Som bestyrelse skal vi også vurdere de strategiske og økonomisk kloge investeringer, der er hensigtsmæssige for udviklingen af området. Vi skal i den grad arbejde med eksterne investorer og gerne i dialog med nogle, som allerede er engageret på havnen. Der er et spændende og stærkt potentiale, hvis vi også kan få skabt en økonomisk bæredygtig Sydhavn”, fremhæver Jan Petersen.
Selskabet oplyser i øvrigt, at der er arrangementer i vente for 2022.
Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen for Sydhavnen A/S repræsenteres pr. 7. april 2022 af:
- Jan Petersen, bestyrelsesformand
- Henrik Carstensen, næstformand
- Anne Bjerrekær, bestyrelsesmedlem
- Benno Blæsild, bestyrelsesmedlem
- Lene Skovsgaard Sørensen, bestyrelsesmedlem
Foto: Den samlede bestyrelse og direktion efter den årlige generalforsamling.
Fra venstre Lene Skovsgaard Sørensen, Benno Blæsild, Henrik Carstensen, Anne Bjerrekær, Kirsten Hvid Schmidt og Jan Petersen